Needle Eye Music

Western-helten – en skarptskydende, selvopofrende engel

Western-helten – en skarptskydende, selvopofrende engelBooking forespørgsel

Om

Western-helten er måske den betydeligste arketype i Amerikas mytologiske selvfortælling. Han har et etisk kodeks i et lovløst grænseland, hvor han baner vejen for lov og civilisation. Han er nødsaget til at gøre det på lovløshedens præmisser og får blod på hænderne. Når lov og orden er etableret bliver han derfor udstødt til nye grænser - i sidste ende døden. På den måde er western-helten grundlæggende en tragisk figur. Dette foredrag vil forsøge at skildre nogle af western-heltens sider og funktioner. Vi graver efter hans historiske og litterære rødder. Vi forholder os til manifest destiny (skæbnefortællingen om USA's tilblivelse og evindelige udvidelse mod vest). Vi ser på den måde Hollywood, helt fra filmens spædeste barndom, har indprentet western-helten i vores allesammens bevidsthed (og ubevidsthed) – i USA såvel som i resten af verden. Vi kigger på hvorvidt filmene i højere grad reflekterer og kommenterer deres egen samtid end den historiske æra i hvilken handlingen udspilles. Vi følger hvordan western-helten som type kommer til syne i mange andre genrer som science-fiction, film-noir og japanske samurai-film. Og vi ser om vi stadig i dag kan skimte ham i silhuet ridende mod solnedgangen. Der vil blive vist relevante klip undervejs. Foredraget afholdes af foredragsholder, sangskriver, musiker og tidligere højskolelærer Stig Nielsen der er bosat og opvokset på Samsø.

© 2026 Needle Eye Music. Alle rettigheder forbeholdes.