FAZE´N´MIR - Kirkekoncerter
Booking forespørgselOm
Når FAZE’N’MIR spiller kirkekoncerter folder essensen af deres tekstunivers sig ud på fineste vis, idet livets store spørgsmål og svære samtaler væves ind mellem sangene i form af anekdoter og fortællinger fra artisternes liv, der danner et harmonisk mønster med stof til eftertanke. Musikken har en velkendt og iørefaldende lyd med rødder i amerikansk og nordisk folkemusik, men er samtidig helt deres egen og nem at lytte med på. Mirs stemme, der på en blid, mild og venlig måde på samme tid er insisterende, intim og inderlig, klinger utrolig godt sammen med Henrik´s rå uimodsagte blues vokal. FAZE’N’MIR veksler hjemmevant mellem det lyriske udtryk, og folk, blues, jazz og gospel, med plads til både det følsomme og det rå og blå. Musikken bliver hermed en stemme i tiden, der trækker tråde såvel frem som tilbage. FAZE’N’MIRs autentiske reflekterende performance efterlader oplevelsen af den gode samtale, hvor der også er rum til latter - som at læse en god bog. De grundlæggende temaer er kærlighed og håb, der relaterer sig til parforhold, gudsforhold, familieforhold m.m. altid med et smil på læben og med publikum i centrum."
